Eksistentialistisk terapi

Jeg er uddannet i den eksistentialistiske terapitradition med hovedinspiration fra Ervin D. Yalom og Emmy van Deurzen-Smith. Målet med denne type terapi er at undersøge, hvordan klienten eksisterer dvs. hvordan hun er i verden – både med sig selv, med sine medmennesker, med materielle ting og med åndelige fænomener.

Mennesket har frihed til at vælge, hvordan hun vil forholde sig til livet, men har også en række vilkår, som sætter grænser for livsudfoldelsen. Det kan handle om økonomi, sygdom, opvækst, krig eller tab. Mødet med grænserne fx døden og ensomheden skaber angst. At forholde sig til denne angst og stadig søge frihed, mening og blomstring er helt centralt i at leve et autentisk men også realistisk liv. Når vi forliger os med vores vilkår, behøver vi ikke at flygte fra dem, vi kan være med alt det, vi er og derfra tage gode beslutninger fyldt med håb og værdi.

Emotionsfokuseret terapi

I min uddannelse ligger der også et stærkt fokus på følelsernes betydning bl.a. ud fra den betragtning, at følelserne er styrende for vores væren-i-verden, for vores handlinger og adfærd. Her er forståelser og teknikker hentet fra den metode, der hedder Emotional Focused Therapy (EFT), udviklet af Leslie Greenberg og Sue Johnson.

Gennem opvæksten har vi ubevidst tillært os følelsesmæssige mønstre, som har hjulpet os til at (over)leve bedst muligt. Nogle har lært at gemme følelser eller at erstatte dem med andre mere accepterede følelser, andre har lært at fremme visse følelser for at få opmærksomhed eller kærlighed. Mønstrene udspiller sig i dagligdags situationer, men ofte passer de ikke til nutiden, hvor vi er voksne og ikke børn. Mønstrene kan spænde ben for vores livsudfoldelse og for vores relationer. Metoden EFT går ud på at vække og forstærke følelser for derefter at identificere og gennemleve dem. Følelserne transformeres således, og i stedet for at afspille gamle mønstre, kan vi mærke de sunde følelser, som guider os til passende handling.

Neuroaffektiv tilgang

Følelserne mærkes via kroppen. Uden kontakt til kroppen, kan vi kun handle ud fra vores tanker og vores evne til at analysere og ræsonnere. Det kan betyde, at vi lever for meget efter andres normer eller, at vi ikke tager hensyn til kroppens grænser for fx ydeevne eller kapacitet til at kunne tåle pres og søvnmangel. Vægtningen på kropsbevidsthed og på at (gen)skabe kontakten mellem hoved og krop kommer bl.a. fra Peter Levines arbejde med traumer og med at lade kroppen hele sig selv efter fx ulykker og chok.

Retningen læner sig op ad den neuroaffektive tilgang, som fremstillet af bl.a. Marianne Bentzen, og et vigtigt mål med denne type terapi er at skabe bevægelse i fastlåste tilstande i nervesystemet såsom flugt, kamp eller frys. I terapien arbejder man med at rejse eller sænke energien i kroppen, så der opstår balance. Herefter kan kroppen fortælle om sin tilstand (tung, smerte, urolig), og man kan hjælpe kroppen til at gøre det, der er behov for (slå, trampe, være stille). Kroppen bliver dermed hørt (af hovedet), og vi bliver bevidste om egne ressourcer og helende evner.